Pas på ved efterisolering af skorstene

Når du efterisolerer dit loft, skal du være opmærksom på området omkring skorstene. Specielt omkring stålskorstene kan der opstå uønskede problemer i form af opvarmning af konstruktioner og i nogle tilfælde isolering, så der opstår en brand.

Efterisolering gavner den grønne omstilling og nedbringer varmeforbruget, men det kan også medføre risiko for brand i tagkonstruktionen, hvilket desværre ses hyppigere og hyppigere. 

Det er som regel ikke selve isoleringsmaterialet der bryder i brand, men den ekstra isolering har en uhensigtsmæssig bivirkning.

Med en forholdsvis lille isolerings tykkelse forsvinder varmen fra specielt stålskorstene op i loftsrummet, men efterisoleres der omkring skorstenen, hindres varmetransporten. Varmen akkumuleres i stedet i isoleringslaget, og det medfører en stor risiko for at trækonstruktionen eller andre installationer omkring skorstenen varmepåvirkes så meget, at disse kan bryde i brand. Det er ikke alle stålskorstene der er testet til isoleringstykkelser, der er væsentligt mere end de typiske 10-20cm. Når der efterisoleres, kan der blive meget varmere i konstruktionen i forhold til hvad skorstenen oprindeligt er testet for og dermed de sikkerhedsafstande producenten har oplyst, samt kontrolleret af skorstensfejeren ved det oprindelige brandpræventive eftersyn.

Skorstenen kan sagtens være installeret og kontrolleret korrekt på opsætningstidspunktet, men efter en efterisolering er installationen ændret så væsentligt, at der skal gennemføres et nyt brandpræventivt eftersyn, for at sikre at afstanden til brandbare materialer fortsat giver en tilfredsstillende brandsikkerhed..

På markedet findes efterisoleringsbrønde, der kan anvendes til at sikre afstanden mellem skorstenen og isoleringsmaterialet.

Ved efterisolering af dit loft skal du:

  • Forhindre, at isoleringsmateriale pakkes rundt omkring skorstenen ved at sikre afstand rundt om skorstenen
  • Rådføre dig med skorstensfejeren og eventuelt få lavet et nyt brandpræventivt eftersyn

Kontakt BrandBevægelsen

​BrandBevægelsen er et samarbejde mellem alle væsentlige aktører om at gøre Danmark mere brandsikkert, blandt andet ved at gøre den enkelte dansker bedre til at forebygge og håndtere brand.

Sidder du inde med nogle spørgsmål, vil vi hellere end gerne besvare dem.

Vi har stor erfaring på området og bidrager gerne med gode råd og vejledning.

BrandBevægelsen

Roskildevej 22, 2620 Albertslund

CVR: 16225908

Kontakt os

Telefon: 36 49 40 80

E-mail: Skriv til os

Telefontider

Mandag - fredag: 08.00 - 16.00

Lørdag og søndag: lukket